Storytelling – ’Den projektbaserede historie’

I sidste uges blogindlæg, fortalte vi, at vi de kommende gange vil fortælle mere om storytellingens tre niveauer. I sidste uge præsenterede vi dig for Storytelling – ’Den store historie’. Denne uge fortsætter vi med andet niveau nemlig ’Den projektbaserede historie’. Igen putter vi en case på, så det bliver nemmere for dig at se, hvordan du kan bruge storytelling på forskellige niveauer.

Hvis du har glemt hvad storytelling er eller måske er ny læser (velkommen til), så kan du læse mere i vores tidligere blogindlæg lige her >> og her >>. Kort fortalt, så kan du bruge storytelling som formidlingsgreb, til at gøre din formidling skarpere, mere nærværende, billedrig m.m.. Du skaber derudover større Online Synlighed og større synlighed generelt for din kulturinstitution eller kulturprojekt.


Men lad os komme i gang med … ’Den projektbaserede historie’.

’Den projektbaserede historie’, du tænker sikkert: ”Aha, det kræver nok et projekt, før jeg kan bruge dette fortællerniveau.” Og du har helt ret. Hvor du med ’den store historie’ kan zoome helt ud på din kulturinstitution, skal du med ’den projektbaserede historie’ vælge et eller flere af dine kulturprojekter, som du vil formidle. Et projekt har som regel en vis levetid, så det vil din formidling af projektet også automatisk få.

Formidlingen af projektet kommer helt an på, hvilket projekt du vil fortælle dit publikum eller følgere om, og hvilken historie der er mest oplagt at fortælle om i forhold til projektet.
’Den projektbaserede histories’ formidling er en, der følger hele projektets livscyklus. Det kan være lige fra idéudviklingen til selve afviklingen – og måske endda også den efterfølgende oprydning og evaluering.

 

Du kan gribe formidlingen an på to måder:7058498-woman-hand-showing-two-fingers

  1. Du kan vælge at fortælle om selve historien “på scenen”. På den måde formidler du kulturprojektets indhold. Her fortæller du om projektets egentlige fortælling.
  2. Du kan vælge at formidle, hvad der sker “bag scenen”, alle processerne bag. Her fortæller du om, hvordan kulturprojektet bliver til.

Den ene tilgang er ikke bedre end den anden. Det kommer helt an på, hvad du har lyst til at lægge vægt på. Du skal blot huske på, at der hører nogle forskellige udtryk og virkninger med til de to forskellige måder at gribe formidlingen an på. Husk også, at tænke på din målgruppe og vurder derudfra hvilken formidlingsmetode kunne være mest interessant for dem at følge.

Hvad vi kan se, så har det de seneste år været meget populært at formidle om processerne bag scenen. Det er måske ikke helt tosset, da dit publikum højst sandsynligt gerne vil følge med i, og se på, hvad der foregår bag scenen.


Hvad kan du få ud af det?

Det du kan få ud af at benytte storytelling på dette niveau, er, at dit publikum og følgere får et større tilknytningsforhold til dit kulturprojekt. Det bliver en del af dem. Samtidig bliver de også en større del af din kulturinstitution. Du vil få et publikum og følgere, som er meget engagerede. Hvis du først giver dem en god oplevelse i forbindelse med tilblivelsen af ét kulturprojekt, vil de glæde sig til det næste. Det er ofte også nemmere at følge med i et bestemt projekt, end at følge med i hele kulturinstitutionen.
Du fanger altså dit publikum og følgers opmærksom. Så der er bare at sige – go get them!

Men inden da, får du lige en case, så du kan se, hvordan storytelling på dette niveau kan bruges. Vi har valgt en case, som alle på eller andet tidspunkt i løbet af år 2014 helt sikkert stiftede bekendtskab med.

 

Case: Det Europæiske Melodi Grand Prix

esc2014denmark

Selve tilblivelsen af Det Europæiske Melodi Grand Prix er et godt eksempel på, hvordan man kan storytelle på dette niveau.

Projektet leder tilbage til DR som overordnet kulturinstitution, og generelt gjorde DR meget ud af at fortælle om projektet både i TV, på deres hjemmeside og på de sociale medier.

Der blev lavet mange videoer om selve tilblivelsen af Melodi Grand Prix’et. Blandt andet denne film, som viser tilblivelsen af scenen og dermed giver et kig bag kulisserne. Videoen var med til at fortælle om en hel specifikt del af projektet. Sammen med andre videoer af samme kaliber, fik følgerne et indblik i processen og fortællingen om tilblivelsen af Melodi Grand Prixet. Følgerne fik et tilhørsforhold, levede sig ind i projektet, og fik lyst til at følge videre med i de næste skridt.

Fortællingerne var en del af DR’s samlede vision for kulturprojektet, som opsummeres godt i deres slogan ”Join Us”. Fortællingen om scenen var altså på den måde et led i den røde tråd om at få publikum og følgere til ”at deltage og være med i festen”.

I løbet af hele projektets levetid formåede DR at fortælle forskellige historier, som skabte sammenhæng over projektet, skabte opmærksomhed og på den måde fik publikum med.
Selvom du sikkert ikke er en lige så stor kulturinstitution som DR, kan du sagtens bruge de samme greb i din storytelling om ’Den projektbaserede historie’.

Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang, kan du tage et kig på vores side om Online Synlighed. Vi hjælper både med strukturering, idéudvikling, valg af medier – ja alt det, du nu kunne have brug for hjælp til i forbindelse med storytelling.

God fornøjelse  

 

 

Inspireret? - Få flere tips til din kulturledelse her!
0