Storytelling – ‘Den personlige historie’

I vores sidste to blogindlæg har vi fortalt om ’Den store historie’ og ’Den projektbaserede historie’, som er to ud af tre niveauer inden for storytelling. Vi vil sige tak, fordi du har fulgt med og giver dig hermed sidste niveau – ’Den personlige historie’.

Hvis du er ny læser eller lige har brug for at genopfriske, hvad storytelling går ud på, kan du læse om storytelling som formidlingsværktøj lige her >> og her >>

 

Men skal vi ikke bare komme i gang med … ’Den personlige historie’

’Den personlig historie’, du tænker måske: ”Skal jeg skrive om mig selv? Er det nu også interessant?”. Dine tanker er ikke helt forkerte. Hvis du bruger den personlige historie som formidlingsværktøj, kan du vælge at skrive om dig selv, men gør det kun, hvis det er interessant for dine følgere.

Hvis du har læst vores to foregående blogindlæg, ved du også, at vi langsomt zoomer tættere og tættere på kulturinstitutionen eller kulturprojektet på de forskellige niveauer. Med ’Den personlige historie’ kommer fortællingen derfor til at handle om den enkelte historie eller den enkelte persons historie. Ikke nødvendigvis din historie, men en anden person fra din kulturinstitution eller kulturprojekt og hans/hendes historie.

På dette niveau , følger du én person, som er tilknyttet din kulturinstitution eller kulturprojekt. En god idé er at følge personen på både godt og ondt. På den måde bliver der skabt uforudsigelighed og spænding i fortællingen og dine følgere vil vente spændt på at høre mere. Når alle dele af en personlig historie bliver taget med, bliver det svære for dine følgere at regne ud, hvad personen kan komme ud for. For det kan både være: gode oplevelser, udfordringer eller måske en form for nedtur.

 

Hvad kan du få ud af det?karakterer-012

Ved at skrive på dette niveau, giver du dine følgere mulighed for at komme helt ind til din kulturinstitution eller kulturprojekt. Du folder historien helt ud og giver dem nogle sjove og små detaljer, som du ellers ikke har mulighed for at give ved hjælp af de to foregående niveauer.

 

Der er mange måder at gribe det an på. Hvis din kulturinstitution eksempelvis er et museum, kunne man følge projektkoordinatoren og hans/hendes hverdag i forbindelse med lanceringen af en ny udstilling. Der kunne formidles historier om første møde med kunstneren, de små daglige udfordringer, det praktiske arbejde med koordineringen, selve lanceringen og oprydningen bagefter. På den måde får du dine følgere til at blive endnu mere engagerede, da historien er personlig og på den måde relaterbar. Fortællingen bliver på samme tid intim og vedkommende – hvilket er følelser, som følgerne kan forholde sig til.

Denne form for storytelling er dog krævende, for personen man følger ”behind the scenes”. Det kræver mod, da personen bliver ”blottet”, for på den måde at give følgerne et ærligt og autentisk udtryk. Derfor er det en god idé, at forventningsafstemme om, hvor tæt ind på livet, personen ønsker man kommer. Det skal være en god og behagelig oplevelse. For bliver det ikke det for den udvalgte person, bliver det heller ikke det for dine følgere.

Selvom dette fortællerniveau kræver en del, vil vi gerne opfordre til at spring ud i det. ’Den personlige historie’ skaber et helt specielt engagement og er en fortælling, dine følgere har meget nemt ved at relatere til. Det eneste du kan frygte, er, at de bliver sultne efter mere og du derfor bliver du nødt til at give dem mere. Flere personlige historier om din kulturinstitution – ja, tak!

Til hvert fortællerniveau har vi indtil videre givet dig en case, som har været kulturrelateret. Til dette niveau har det dog været vanskeligt at støve en case op. Derfor: hvis du vil være first-mover inden for kulturverdenen, så er det nu, du skal slå til, før dine konkurrenter gør det. Brug den personlige historie til at fortælle om din kulturinstitution på en ny måde. Start en ny formidlingsbølge. Gør det, som ikke er blevet gjort endnu.

Du må derfor denne gang ”nøjes” med en ikke kulturrelateret case. Den er til gengæld rigtig god.

 

Case: Københavns Universitetku_co_dk_h

Københavns Universitet brugte ’den personlige historie’, da de forsøgte at hverve nye elever. De valgte at vise nuværende studerendes strabadser de første år af deres studietid.

Københavns Universitet fandt seks studerende, som var villige til at fortælle deres personlige historie – både de positive historier og de udfordringer de havde undervejs.
Det blev til i alt 60 film, som du bl.a. kan se på Københavns Universitets YouTube-kanal. Her er en film >> af den studerende Mette, som fortæller om sin første katastrofe på studiet. I de andre videoer om Mette hører vi om hendes: første succes, første dag, første job m.fl. Vi følger på den måde alle sider af den helt personlige fortælling om Mette. Vi skaber et tilhørsforhold til hende og er interesserede i at høre, hvordan det kommer til at gå hende videre hen.

Hvis du storyteller på dette niveau, kan du dermed både vise gode og dårlige sider ved forløbet på dit kulturprojekt eller kulturinstitution og fastholde følgernes engagement, da fortællingen bliver gjort jordnær og tilgængelig.

 

En sidste bemærkning

Storytelling er et redskab, som kan bruges af alle. Vi håber at vores gennemgang af de forskellige niveauer, har givet dig større indblik i, hvordan du kan bruge storytelling. Men vigtigst af alt, har givet dig blod på tanden til at komme i gang!

Vi ved dog godt, at gode idéer ikke kommer let. Endnu svære er udførslen. Uanset hvilket af de tre niveauer du vælger at formidle på, skal din storytelling bindes op på god struktur og planlægning. Læs eventuelt vores blogindlæg om den redkationelle kalender. Kalenderen kan hjælpe dig langt hen ad vejen. Hvis du har brug for ydereligere redskaber eller sparing til at komme i gang, kan du se mere her >>

 

P.S. Hvis du synes, det har været spændende at følge med i vores ”blog-tema” om storytelling og gerne vil have, vi tager fat i et nyt tema, så skriv til os på mail@innovativkulturledelse.dk . Vi vil gøre vores bedste for, at dit tema bliver behandlet i en række blogindlæg.

 

Inspireret? - Få flere tips til din kulturledelse her!