Hvordan kan du bruge content marketing?

I et tidligere blogindlæg skrev vi om, hvad content marketing er og hvorfor du skal bruge det. I dag vil vi se lidt nærmere på, hvordan du kan bruge det.

Hold lidt igen med sælgerhatten

I content marketing er mange ofte alt for fokuserede på at sælge. Det betyder ikke, at du helt skal stoppe med at sælge, men vent til det rigtige tidspunkt. Gør det ikke forhastet, men giv dine følgere hvad de i virkeligheden ønsker – noget interessant indhold der har værdi for dem. Hvad det er, der interesserer dine følgere, ved du selvfølgelig kun, hvis du har givet dig tid til at undersøge det og tale med dem, ligesom vi opfordrede til i det sidste blogindlæg.

Flyt fokus væk fra dig selv!

I content marketing skal du sørge for ikke hele tiden at være fokuseret på dig selv og din institution. Mange har travlt med at fortælle om nye funktioner, milepæle eller lignende, uden at skænke følgerne en tanke – og pas på med det. Du må aldrig glemme dine følgere. Sørg for at have dem i tankerne når du skriver til dem – er der noget du kan hjælpe dem med? Tænk hele tiden over hvad de får ud af det, du fortæller dem. Hvad deres motivation er, for at læse det du skriver og blive ved med at følge dig og dit projekt eller institution.

Levende sprog, levende skrift, levende billeder

Skrevet indhold kan sagtens være kernen af din kommunikation udadtil, men det behøver ikke være det eneste. Få variation i dit sprog og din formidling – du kan prøve både podcasts, video eller et af de andre mange formater der findes lige nu. Men sørg for at det giver mening i forhold til den målgruppe du har. Er podcast fx overhovedet relevante for dig og lige netop dine følgere eller er det bare overflødigt arbejde? Samtidig er måske der, der ligger et ukendt potentiale? Undersøg mulighederne! 

Det kan være en stor fordel at bruge flere forskellige formater, specielt fordi der i dag er så mange tilgængelige. For at udnytte de mange sociale medier fuldt ud, bør du for hvert stykke indhold du vil kommunikere ud, bruge 3-5 formater til at formidle det. Lav fx et blogindlæg først, dernæst en video, så en podcast. Udnyt det du allerede har skrevet og giv det liv!
Det er selvfølgelig vigtigt, at du sørger for at tilpasse din kommunikation til de forskellige formater, så du får udnyttet deres potentiale fuldt ud.

Vær kontinuerlig

En anden vigtig ting ved content marketing er, at du holder ved. Selvfølgelig skal du være meget opmærksom på dit indhold, men hvis du kommunikerer for sjældent, får du ikke de ønskede resultater. Når du først er kommet godt i gang, vil du opdage, at kvalitetsindhold bygger videre på sig selv, og kan levere konsekvent langsigtet engagement og skabe loyalitet blandt dine følgere – men det kræver at du selv udviser engagement. Deler nyt, svarer på kommentarer og lader dem vide, at der sidder et menneske bag skærmen, som rent faktisk er interesseret i sit publikum.

Summa summarum: Vi anbefaler Content Marketing – det kan give dig, dit projekt og institution markant større synlighed og en tættere relation til dine brugere/kunder/publikummer/følgere. Men husk – du skal være den første til at gi’! 

Har du brug for hjælp til at komme i gang? Så se hvordan vi kan hjælpe dig lige her >>>

 

 

0