Et stykke brugerinddragelse – tak

Co-creation er for nogle det nye sort. Måske er du allerede stødt på ordet? Co-creation er jo egentlig bare det engelske ord for medskabelse og forbindes ofte med brugerinddragelse. Men hvad går det egentlig ud på? Ordet siger det godt nok i sig selv – du skal inddrage brugeren – men hvad vil det lige sige at inddrage brugeren? Og hvordan gør jeg det?

Det handler om medskabelse – om at skabe noget med nogen. Det behøver ikke udelukkende være dine kunder og publikum, det kan lige så godt være andre ligesindede i din branche. Der er ingen grænser. Det svære ved at komme i gang er måske netop, at der er så mange måder at gøre det på og ikke ret mange rammer indenfor feltet.

Jaja, det lyder smart. Men hvordan gør jeg?

Lad os tage udgangspunkt i medskabelse i form af brugerinddragelse. I forhold til et kulturprojekt, kan du vælge at inddrage dine brugere i enten den kreative proces eller i det endelige produkt. Alt efter hvad du end vælger, har du efterfølgende selvfølglig mange valgmuligheder for, hvordan du gør det. Hvis du inddrager dine brugere i processen, kan du fx involvere dem i opstartsfasen og bruge dem til at finde idéer og inspiration til dit nye projekt. Du kan også bruge dine brugere undervejs i processen til at afprøve dine idéer, til feedback eller til bare at blive mere bevidst om dine brugeres syn på dit arbejde.

Hvis du i stedet vælger at inddrage dine brugere i dit endelige produkt, kræver det selvfølgelig, at dit produkt ikke er helt færdigt, før brugerinvolveringen sættes i spil. Men husk på, jo mere du lader dit endelige produkt være båret af brugerinddragelse, jo mere indflydelse mister du selv på udkommet. Det er derfor vigtigt, at du får rammesat dit produkt sådan, så det er nemt og forståeligt for brugeren at gå til det.

Hvem har magten?

Noget væsentligt indenfor co-creation er ikke kun selve medskabelsen. Du skal nemlig også vide hvilken form for medskabelse du gør brug af, og hvilke kvaliteter den har. Du skal klarlægge, hvor stor indflydelse og magt den anden part har i forhold til dig, og hvor stor indflydelse de har i løbet af processen eller på det endelige resultat. Det er også vigtigt, at den anden part forstår det såkaldte magtforhold mellem jer, så I ikke misforstår hinanden.

Hvornår er der tale om deltagelse?

Der er en igangværende diskussion om, hvornår der egentlig er tale om deltagelse? Her er de sociale medier et yderst godt eksempel på forskellige grader af deltagelse. I mediefeltet kommer der mere og mere deltagelse, men omvendt er det også med til at understrege spørgsmålet – Hvornår deltager vi og hvornår ”liker” vi bare?

Inden du går i gang med at kaste dig ud i et deltagelsesprojekt, bør du finde ud af, hvad det er for en slags deltagelse du ønsker at skabe, hvad du vil med brugeren, og hvorfor brugeren overhovedet skal involveres i processen eller projektet.

Inspiration

Hvis du har lyst til at læse mere om hvordan du kan komme godt i gang med co-creation, kan du klikke dig ind på denne artikel og blive inspireret.

 

0