Content Marketing – hvad og hvorfor?

Gider dine følgere overhovedet at kende dig?

Vi synes, vi gør noget ved kommunikationen. Vi prøver at følge med, har fået profil på Facebook og da også en god portion følgere. Men mere sker der altså heller ikke. Hvad så?
Content marketing – det lyder smart, det er det nye: Det skal vi da ha’! Hvad siger du til at starte med det fra på mandag og så kører vi bare derfra? Eller vent. Lad os lige bakke nogle skridt tilbage inden vi går i gang. Content marketing? Hvad er det lige, der ligger i det? 

Content marketing handler ikke om at sælge, men om at bygge relationer til dine følgere. Om at du skal forstå dine følgere. Når du forstår hvad dine følgere kan lide, hvad de finder interessant – bliver det nemmere for dig at kommunikere med dem, uanset om det er ansigt til ansigt, eller gennem et online medie.

 

Fokus på dine følgere

Find ud af, om der er noget dine følgere undrer sig over, som du kan hjælpe med at belyse. Vær engageret og vis at du også ser dem. Hvis du virkelig vil accelerere og tilpasse dit indhold ud fra målgruppe og effekt, skal du afsætte tid til at reagere på dine følgeres kommentarer, spørgsmål og reaktioner. Hvis du arbejder med dit indhold i en envejskommunikation, selv med godt indhold, vil dine brugere gå hen hvor det interessante og motiverende sammenspil foregår.

Når du har fundet ud af hvad du vil fortælle dine følgere, så tænk derefter over hvorfor? Hvorfor skal dine følgere vide mere om dig? Hvorfor er netop din kulturinstitution relevant for dem? Gør brug af de observationer, du har gjort af dine følgere og brug det til at gøre din formidling til en interessant samtale mellem publikum og kulturinstitution, fremfor endnu en kedelig salgstale.

 

Hvorfor skal du bruge content marketing?

Formidling sker i dag via så mange platforme, via medier som vi alle bruger dagligt. Dette kræver selvfølgelig noget af formidleren – man skal være med, parat og klar til omstilling. Det handler også om, at publikum ikke længere gider at følge de gode tilbud, men at du i stedet må hjælpe dine fremtidige og nuværende følgere med at finde den historie. Om at vise, at det indhold som du producerer, har værdi. Viser man en kulturinstitution eller projekt indefra, kan det skabe den tillid hos dine følgere, at du kuraterer den gode historie.

I bund og grund handler content marketing om en social gensidighed– det som i fagtermer kaldes reciprocitet. Det lyder måske lidt teknisk, men i praksis går tankegangen ud på, at man kun får noget igen ved selv at give. Hvis du deler din viden eller på anden måde skaber værdi for dine følgere, vil det også komme dig til gode. Vær ikke bange for at dele ud af din viden, for det kan være netop dét, der skaffer dig dit næste publikum.

 

Så hvad var så det fede ved content marketing?

  • Du får en stærkere relation med dine følgere
  • Du får et større og stærkere brugernetværk
  • Du udnytter de gode historier, som du og dit kulturprojekt/institution har
  • Du skaber værdi til kulturprojektet/institution, dig selv og dine følgere

Nu har vi snakket lidt om hvad content marketing er og hvorfor du skal bruge det. I næste blogindlæg>> vil vi uddybe lidt mere hvordan du bruger det.

 

0