Byg bro til bloggerne og få gratis promovering

Inden for kulturverdenen er der i løbet af de sidste par år opstået en omfattende blogger-tendens. Først med modebloggere, siden musikbloggere, og nu har det også grebet om sig med teater- og filmbloggere. Det betyder, at mange flere kan blande sig i kulturdebatten og få en stemme – uden først at skulle igennem det filter af vurderinger, som findes hos de etablerede medier.

Overordnet set er bloggerne med til at sætte en dagsorden, og de kan promovere projekter, som ellers ikke får opmærksomhed. Det kan medvirke til at løfte små projekter op fra undergrunden.

TEATER- OG KULTURBLOGGERE

blogger Inden for teaterområdet er der kommet mange nye anmelder-blogs frem for eksempel Gregersdh.dk, kulturshot.dk og teateranmeldelse.dk. De forskellige blogs blander sig i debatten, og de giver, i modsætning til dagblade og netaviser, skribenterne mulighed for at anmelde de forestillinger, de mener, er vigtige – uden at skulle rette sig efter en redaktørs holdning til, hvad der er en god historie at bringe i avisen.

Det betyder, at mange små uafhængige og semi-professionelle teatre nu kan pryde sig med op til flere anmeldelser og en mediedækning, de ikke ellers ville komme i nærheden af.

De mange bloggere er sædvanligvis også langt hurtigere end netaviser og trykte aviser. Gregersdh.dk lægger sine anmeldelser af teaterforestillinger op dagen efter premieren og nogle gange samme aften. På den måde kan en god anmeldelse hurtigt trække flere publikummer, end hvis anmeldelsen først bliver trykt i avisens fredagstillæg 6 dage efter premieren.

DERFOR SKAL DU BRUGE BLOGGERE

Det kan være en rigtig stor fordel for både store og små kulturprojekter – men især de små – at bruge kulturbloggere. Har du et lille teater, eller står du bag et nystartet kulturprojekt, kan netop bloggere være med til at give dig den promovering, som kan styrke dit brand og din forretning.

Bloggernes omtale af dit projekt kan både hjælpe dig til at komme ud til et større publikum og til at få fat på de dagblade og netaviser, hvis opmærksomhed kan være svær at fange, hvis man ikke er et etableret teater eller kulturinstitution.

Bloggerne har også langt friere hænder, da de ofte er deres egen redaktør. Det betyder, at du igennem bloggerne kan sætte temaer til debat, som andre større medier ikke vil tage op. Det bliver lettere for dig at få bragt historier og anmeldelser, fordi bloggerne har mere ”spalteplads” til dit projekt. Bagsiden er, at det desværre ikke kommer ud til lige så mange som hos de landsdækkende dagblade. Bloggere egner sig derfor i høj grad til at fokusere på undergrunden, på opstartsprojekter og på nye navne.

HUSK FORBEHOLDENE

Der er altså rigtig mange kulturprojekter, som kan få en god portion opmærksomhed igennem blogs, men det kan også indebære nogle ulemper. En ulempe kan f.eks. være, at det bliver sværere for publikum at navigere i, hvilke kulturprojekter der får gode anmeldelser og hvilke der får dårlige.

Det bliver mere kompliceret at skabe sig et overblik over den generelle holdning til en forestilling, et brand, et koncept eller en ny plade, netop fordi der er så mange, som blander sig i debatten og sætter deres egne dagsordner. Alles meninger kan være lige gyldige, fordi alle kan have en stemme på nettet. Samtidig er det ikke til at sige, hvilke udsagn der får betydning og hænger ved. Derfor er det også vigtigt, at kunne skelne bloggere fra hinanden: hvem har centrale holdninger, hvem har en faglig baggrund, og hvem kan underbygge deres meninger på et professionelt og sagligt grundlag.

blogBYG BRO TIL BLOGGERNE – DE HAR OGSÅ BRUG FOR DIG

Hvis du mener, at bloggere kan hjælpe dig med at promovere og fremme dit kulturprojekt, er der mange måder, du kan komme i kontakt med dem på:

  • Start med at lave en søgning på nettet og lav din research ordentligt. Du kan finde bloggere inden for mange forskellige kulturelle felter.
  • Prøv at se på hvem der skriver om og anmelder forestillinger og events på mindre spillesteder.
  • Spørg i dit netværk hvem de kender, og følg med i, hvem der blander sig i debatten.
  • Besøg blog-fællesskaber som WordPress, blogspot og Bloggers Delight.
  • Følg de forskellige blogs og undersøg hvem der kunne være interesseret i dit projekt.

Vær ikke bange for at kontakte bloggerne direkte. Husk på, at bloggerne er mindre virksomheder, som får langt færre henvendelser end større netaviser og medier. Bloggerne søger – ligesom journalister – efter noget at skrive om. De har brug for en historie, et emne, en nyhed og en debat. Derfor har I brug for hinanden, og hvis du kan give en blogger en god historie, er denne historie lige så værdifuld for dem, som promoveringen af den er for dit kulturprojekt.

Byg bro mellem bloggerne og dit projekt ved for eksempel at:

  • Tilbyde dem billetter til forestillingen
  • Tilbyde dem et interview med instruktøren
  • Arrangere et netværksmøde for bloggerne og produktionen
  • Invitere dem til premierefester
  • Invitere dem til aftertalks og introduktioner
  • Nævne dem i pressesammenhænge og lægge link til deres blogs-artikler og anmeldelser på din hjemmeside

Husk på, at når du styrker din relation til miljøet omkring bloggerne, styrker du også deres netværk.

Indfang bloggernes opmærksomhed ved at vise dem, hvorfor netop jeres projekt er interessant og værd at skrive om. Vær ærlig over for bloggerne og fortæl dem, hvorfor du synes, lige nøjagtig denne blog skal give dit projekt opmærksomhed. Snak med bloggeren om, hvilke læsere bloggen har, og hvad de synes er interessant. Og husk at undersøge om det matcher dit projekts målgruppe.

Ved hjælp af bloggere kan du altså få mediedækning og gratis promovering på nettet eller online synlighed, som det også bliver kaldt. Dette kan føre til endnu mere mediedækning. Bloggerne er de små fisk, som ikke så mange får øje på, men det er dem, du skal prøve at fange, før du fisker efter de store fisk – her forstået som de større dagblade, magasiner og netaviser, som kan give dig rigtig meget opmærksomhed.

Husk! Du kan også selv prøve kræfter med blogging. Du kan læse mere om, hvorfor det er vigtigt lige her >>> eller du kan gå på opdagelse på vores side om Online Synlighed og blive inspireret til, hvordan du markedsfører din kulturinstitution eller kulturprojekt.

0